Studerende fortæller

Benjamin Støttrup, MAT

Hvilke overvejelser gjorde du dig, da du bestemte dig til at begynde på en matematikuddannelse?

Da jeg skulle søge ind på en videregående uddannelse, overvejede jeg, om jeg skulle læse matematik eller fysik. Siden gymnasiet har jeg ikke været i tvivl om, at jeg ville læse en af de to uddannelser. I sidste ende valgte jeg matematik, da jeg synes, de abstrakte aspekter af matematikken er meget spændende. Udover valget af uddannelse var jeg i tvivl om, hvor jeg ville studere. Her faldt valget på Aalborg bl.a. på grund af det projektarbejde, man har. Aalborgs model med 15 ects i kurser og 15 ects i et projekt pr. semester synes jeg fungerer godt. Især i projektarbejdet har man som studerende (nogle gange) mulighed for at fordybe sig i det matematik, man synes er særligt interessant.

Hvad er det særlige ved at læse netop Matematik?

Det, jeg synes er særligt ved at læse matematik, er abstraktionsniveauet. Man kommer hurtigt væk fra matematik, som man kender det fra gymnasiet. Derudover er det en uddannelse med rigtig mange retninger man kan fordybe sig i, hvilket er godt, hvis man er en nysgerrig studerende.

Hvordan går en typisk dag på studiet?

En typisk dag på studiet for mig foregår typisk fra 8.15 til 16.15 på universitetet. Når vi ikke har kurser, bruger vi tiden på projektarbejde. Kurserne består typisk af blokke af forelæsninger og opgaveregning. Opgaveregnigen er der, hvor jeg rigtigt får forståelse for stoffet. Først når jeg selv sidder og pusler med tingene, falder brikkerne rigtig på plads. 

Hvad vil du bruge din uddannelse til?

Da jeg startede på matematik havde jeg ikke nogen planer for, hvad jeg skulle bruge uddannelsen til. Jeg valgte matematikuddannelsen, fordi jeg syntes det var spændende og ikke på grund af jobmuligheder. Jo længere jeg er kommet i uddannelsen, jo mere har jeg lyst til at forsætte med at læse matematik og, hvis jeg får mulighed for det, skrive en ph.d.