Studerende fortæller

Hanne Lone Andersen, MAT

Hvilke overvejelser gjorde du dig, da du bestemte dig til at begynde på en matematikuddannelse?

Jeg har altid godt kunne lide matematik, og overvejede om jeg skulle læse en form for ingeniør, hvor jeg kunne bruge matematikken. Da jeg så, at man kunne blive kandidat i anvendt matematik, hvor man kombinerer matematikken med et ingeniørfag, så vidste jeg at det måtte være noget for mig.

Hvad er det særlige ved at læse netop Matematik?

Det særlige ved at læse matematik er, at man er nødt til at forstå alle koncepter, før man kan fortsætte på det næste, og på den måde bygger man hele tiden oven på den viden, man har fået i tidligere kurser. Der er meget fokus på fordybelse, og man skal kunne lide at bruge flere timer på at forstå en enkelt side, frem for at læse 50 letlæste sider.

Hvordan går en typisk dag på studiet?

For tiden skriver jeg speciale, så de fleste dage om ugen sidder jeg i mit grupperum, hvor jeg sidder sammen med de andre, der også skriver speciale. Da jeg laver mit speciale i samarbejde med Vestas i Aarhus, er jeg også på Vestas et par gange om ugen. På Vestas har jeg også en kontorplads og mulighed for at spørge om hjælp til det data jeg sidder med.

Hvad vil du bruge din uddannelse til?

Jeg vil rigtig gerne arbejde i en virksomhed, hvor jeg kan bruge mine matematiske færdigheder til databearbejdning. I dag er mængden af data hos virksomhederne blevet betydeligt større, og det er muligt at finde systemer og forudsige ting, som ikke har været muligt tidligere.