Studerende fortæller

Morten Ø Nielsen, MAT-TEK

Hvilke overvejelser gjorde du dig, da du bestemte dig til at begynde på en matematikuddannelse?

Jeg gjorde mig egentlig ikke de store overvejelser omkring det. Det var helt naturligt for mig, da jeg altid har været glad for matematik. Allerede inden jeg startede i skole sad jeg med min far og regnede opgaver, mens han lavede ugeseddel. Desuden har jeg haft nogle gode og inspirerende lærere, som også har været med til at øge min interesse for matematik. Så mine overvejelser gik hovedsagligt på, hvilken studieretning og hvor skulle jeg læse? Jeg valgte AAU, da jeg var fortrolig med og glad for projekt- og gruppearbejde. Jeg kom direkte fra HTX, så jeg var vant til den måde at arbejde på. Studieretning var jeg lidt i tvivl om. Skulle jeg læse Matematik eller Matematik-teknologi? Jeg endte med at vælge MatTek, da jeg vurderede det ville åbne flere døre for mig.

Hvad er det særlige ved at læse netop Matematik-Teknologi?

Det særlige ved at læse på MatTek er, at man modsat mange andre ingeniørstudier fokuserer mere på matematikken. Dette skal ikke forstås som, at man kun er interesseret i matematikken for matematikkens skyld, men for anvendelsen. Som ingeniør får man en masse redskaber, som man tager med sig i sin værktøjskasse, men man har ingen fornemmelse for, hvorfor virker de? Det får man på MatTek. Så essensen af MatTek er at lære hardcore matematik og at anvende det på teknologiske problemer, hvilket efter min mening gør den særlig.

Hvordan går en typisk dag på studiet?

En typisk dag består enten af forelæsninger fra 8:15 til 16:15 eller en halv dag med forelæsning og ”fritid” til projektarbejde. Det sker også, at dagen er helt fri og så kan bruges på at læse til forelæsningerne eller lave projekt. De fleste dage har jeg fri 16:15, men det er op til en selv. Jeg betragter studiet som et almindeligt 8-16 job, for så kan jeg holde fri om aftenen uden at skulle bekymre mig alt for meget.

Hvad vil du bruge din uddannelse til?

Det ved jeg ikke endnu. Jeg synes det at arbejde som ingeniør er spændende og tiltalende, men jeg kunne også godt tænke mig at arbejde som gymnasielærer. Størstedelen af de lærere jeg har haft, har jeg været glad for, og de har givet mig blod på tanden til selv at prøve kræfter som lærer. Så enten bliver jeg ingeniør eller lærer, men det vil tiden vise.