AAU logo

Nyhed

STRATEGISK FOKUS SKAL GØRE MATEMATIK MERE RELEVANT

STRATEGISK FOKUS SKAL GØRE MATEMATIK MERE RELEVANT

First.math 2.0 er navnet på den aftale, der netop er landet mellem Institut for Matematiske Fag og fakulteterne ENGINEERING, TECH og SUND.

Lagt online: 29.10.2019

Af Sanne Holm Nielsen, ENGINEERING Dekansekretariat. Foto: Colourbox

Siden foråret har der været arbejdet på aftalen first.math 2.0, som skal sikre et mere strategisk fokus på matematikundervisningen hele vejen gennem de studerendes uddannelse. Med aftalen vil de studerende opleve endnu bedre matematikundervisning og en undervisning, der i langt højere grad er tilpasset den enkelte uddannelse. Målet er, at flere studerende gennemfører deres studie, fordi ikke snubler i de matematiske fag undervejs.

- De grundlæggende matematiske kompetencer udfordrer rigtig mange studerende på tværs at sundhedsvidenskabelige, naturvidenskabelige, tekniske og ingeniørfaglige uddannelser. Det vil vi gerne lave om på med denne aftale, fortæller Jakob Stoustrup, der er prodekan for uddannelse på Det Tekniske Fakultet for IT og Design.

Kort fortalt går den nye first.math 2.0-aftale ud på, at Institut for Matematiske Fag leverer matematikundervisning, der er er tilpasset faglighederne på de forskellige uddannelser. Det betyder, at de studerende får mulighed for at sætte matematikken ind i en anvendelsesorienteret ramme, som øger sandsynligheden for, at de forstår og kan huske metoderne fremadrettet.

VIGTIGT BIDRAG TIL STUDERENDES MOTIVATION

En af de undervisere, der ser frem til, at den nye aftale træder i kraft, er lektor og studieleder Thomas Ruby Bentzen fra Institut for Byggeri og Anlæg. Han mener, at det er afgørende for de studerendes motivation og interesse, at matematikken sættes ind i en ingeniørfaglig kontekst.

- Man skal huske på, hvorfor de unge har søgt ind på deres respektive studier, og det er nødvendigvis ikke for matematikkens skyld. Men matematikkompetencerne er jo nødvendige for at blive en dygtig ingeniør, og derfor er det vigtigt at vise de studerende, hvorfor matematikken er vigtig ved at sætte faget ind i den rette kontekst. Det er det, den nye aftale skal hjælpe med, siger Thomas Ruby Bentzen.

Som studieleder håber han på, at first.math 2.0-aftalen kan medvirke til en øget motivation og dermed en reduktion af frafaldet på især første studieår, hvor det notorisk har været større end på alle de efterfølgende semestre til sammen.

Thomas Ruby Bentzen underviser også selv på en række ingeniøruddannelser, og i den sammenhæng håber han på et mere personligt plan, at den nye matematikundervisning vil give et generelt niveauløft.

- Der er relativt få kursusgange til et fagspecifikt kursus, og som underviser når man bare ikke lige så langt med de studerende, som man inderst inde gerne ville, hvis de relativt simple matematik- og for den sags skyld også fysik-færdigheder ikke er til stede hos de studerende, siger han. 

E-LÆRING ET VIGTIGT ELEMENT

Udover matematikundervisningen i seminarrummene vil flere forløb også blive bakket op af e-læringsmoduler, som de studerende kan vende tilbage til efter behov.

- Man kan jo godt forestille sig, at de studerende har haft et kursus i Lineær Algebra på andet semester, som ikke står helt frisk i erindringen, når de skal skrive projekt på sjette semester, hvor en bestemt matematisk disciplin igen er relevant. Her vil de studerende så kunne gå online for at genopfriske kurset, fortæller Jakob Stoustrup.

Aftalen first.math 2.0 træder i kraft fra den 1. september 2020, men allerede fra september i år bliver aftalen testet på Institut for Byggeri og Anlæg og på Institut for Materialer og Produktion.