Stine Nørtoft Jensen

Stine Nørtoft Jensen

Hvilke overvejelser gjorde du dig, da du bestemte dig til at starte på en matematikuddannelse?

I slutningen af min gymnasietid var der to helt klare retninger jeg overvejede – Matematik og Musik. Jeg har i min tidligere skolegang og især i gymnasietiden haft en stor interesse for netop disse to fag. Jeg brugte mit sabbatår på at teste den musiske vej af, men endte derefter med at søge ind på Matematik-økonomi studiet, da jeg her så langt flere jobmuligheder på sigt. Jeg har gået på STX og havde aldrig haft et økonomisk fag. Jeg havde derfor også med i mine overvejelser, om det ville blive for svært at følge med i denne del af uddannelsen. Det har senere vist sig, at mange på min årgang kom med en STX som baggrund, og det har slet ikke været noget problem.

Jeg var også meget i tvivl om, hvor jeg ville læse. Jeg har aldrig været særlig glad for gruppearbejde, før jeg begyndte her på Aalborg universitet, men det er virkelig en af de ting, som jeg er blevet rigtig glad for, og som jeg får rigtig meget ud af både socialt og fagligt.


Hvad er det særlige ved at læse netop Matematik-økonomi?

Når man læser på en matematisk uddannelse skal man være klar på at man skal igennem en masse matematisk teori. En af de fede ting ved at læse matematik-økonomi er, at der især i projektskrivningen er fokus på anvendelse af denne matematiske teori på virkelige problemstillinger. Jeg synes, det er fedt, når man kan se, hvad alt teorien rent faktisk kan bruges til i praksis.

Jeg synes også det er positivt, at det er et forholdsvis lille studie, da det er med til at skabe et godt sammenhold, at man kender alle sine medstuderende. 

Jeg vil klart anbefale, at når man overvejer dette studie, skal man virkelig være glad for matematik. Det er ikke nok at være god til matematik, man er også nødt til at have en interesse for at arbejde selvstændigt, og gå i dybden med det stof man skal arbejde med.


Hvordan går en typisk dag på studiet?

For mig vil en typisk dag på studiet foregå fra 8:15 til 16:15. Der vil ofte være en forelæsning, der enten begynder fra morgenstunden eller lige over middag. Forelæsningerne er opdelt i to dele. I den første del bliver vi som studerende præsenteret for nye emner og matematiske resultater. I anden del af forelæsningen er der opgaveregning, hvor hver studiegruppe sidder i deres gruppelokale og arbejder med det gennemgåede stof. Når der ikke er forelæsning, arbejdes der med projektskrivning i studiegrupperne. I min gruppe sidder vi altid sammen og skriver, men det er meget individuelt fra gruppe til gruppe, hvordan man arbejder bedst, og derfor også hvor længe man befinder sig på universitetet.


Hvad vil du bruge din uddannelse til?

Da jeg søgte ind på studiet, havde jeg ingen idé om, hvad jeg ville bruge uddannelsen til.  Jeg valgte udfra hvad der interesserede mig, og fordi jeg så gode jobmuligheder inden for faget. Jeg er stadig ikke afklaret med, hvad jeg skal ende ud med at bruge uddannelsen til, men jeg må se, hvad fremtiden bringer.